I slutningen af september 2024 planlægger Gymnasieskolernes Musiklærerforeningen det næste store musikalske rejsekursus, som denne gang går til Andalusien og har flamenco som musikalsk omdrejningspunkt. 

Program

Kurset er todelt, og første halvdel af kurset finder sted i Jerez de la Frontera i Cádiz-provinsen i det sydvestlige Andalusien. Jerez er kendt for tre ting, Jerez-vinen (sherry), opdræt af andalusiske heste, og ikke mindst flamenco. Her lever flamenco stadig sit oprindelige autentiske byliv, i særdeleshed på de mange tabancos og peña’er, hvor af mange holder åbent de fleste af ugens dage. 

I Jerez de la Frontera vil vi modtage undervisning i flamencoens discipliner: Sang, dans, guitar, cajón, samt flamencorytmik/klap. Flamencorytmik/klap/cajón og dans er for alle, mens én af de øvrige discipliner (sang/guitar) vælges. Herudover vil der være sammenspilsundervisning i flamencofusion (på deltagernes hovedinstrumenter), samt praktisk/teoretisk undervisning i struktur, form og udtryk i traditionel flamenco med et mindre flamencoensemble til rådighed. Vi vil hver aften opleve koncerter med lokale artister og undervejs bliver der selvfølgelig også tid til at stifte bekendskab med byens fascinerende kulinariske udbud. Rundvisning på en af de mange sherry-bodegaer (store vinlagere) samt udflugt til den smukke naboby, Cádiz, samt til El Palmar, én af Spaniens bedste strande, vil også indgå i programmet.

Fredag d. 27., forlader vi Jerez og tager en times tid nordpå til Sevilla, Andalusiens hovedstad og største by, hvor kursets sidste del finder sted. Her rammer vi festivalen Bienal de Flamenco 2024 og vil deltage i koncerter med nogle af flamencoens allerstørste navne samt deltage i en anderledes form for rytmik og musikalitetsworkshop med flamencofænomenet El Torombo. Der vil også være tid til sightseeing med blandt andet La Giralda (katedralen), Alcázar de Sevilla (Maurisk kongepalads), Plaza de España samt forskellige bydele på programmet. 

Hvordan kan jeg bruge det i min undervisning?

Kurset er tilrettelagt således, at man efterfølgende vil være klædt på til at kunne afvikle et forløb om flamenco med sine gymnasieelever. Det kan både være på a-, b-, eller c-niveau, og man vil desuden være godt forberedt til selv at planlægge en studietur med flamenco som omdrejningspunkt samt vejlede SRP’er om flamenco. 

Et kursusmateriale medfølger, hovedparten er dette materiale findes allerede på www.musikipedia.dk/flamenco, som er skrevet af vores rejseleder, Lasse Grøftehauge – tag allerede nu et kig. Herudover bliver et supplerende materiale delt med kursusdeltagerne. 

Forkursuset d. 16. august 2024 er med til at sikre kursets sammenhængskraft samt dets anvendelsespotentiale i kursisternes egen undervisning og er derfor obligatorisk. Forkurset bliver et sted på Fyn.

Lasse Grøftehauge underviser selv på forkurset. Dagen er tilrettelagt således at formiddagen er dedikeret til teori (flamencohistorie og -kultur, og flamencomusikteori samt -analyse). Efter frokost får kurset en mere praktisk karakter, med introduktion til flamencorytmer, klappeteknik,  sammenspil samt tanker om og idéer til, hvordan man kan bruge flamenco i sammenspilundervisningen med sine elever. 

Vi glæder os til at sende en masse gymnasiemusiklærere afsted på en intensiv studierejse med Lasse Grøftehauge som rejseleder og førende lokale flamencoartister som undervisere.

OBS: Kurset kræver ingen forhåndskundskaber

Undervisere: 

El Niño de la Fragua: Flamencosang

Ricardo Piñero: Flamencofusion (sammenspil)

Jacobo Góngora: Flamencoguitar 

El Perico: Cajón 

El Torombo: Flamencorytmik, klap, dans

Almudena Navarro: Dans

Kirstine Hastrup (dansk flamencoambassadør i Jerez): Pataíta por bulería (dans) 

Lasse Grøftehauge: Rejseleder, teori/analyse, flamencoguitar, akkompagnement til sangundervisning, oversætter.

Det praktiske

Dato: Lørdag d. 21. september til søndag d. 29. september 2024

Forkursus (Obligatorisk): Fredag d. 16. august kl. 10-16 ( et sted på Fyn)

Foreningen er glad for at kunne dække en del af kursusudgifterne, så du kan få dette rejsekursus inkl. forkursus, spækket med unikke oplevelser og undervisning af høj kvalitet, for kun: 8000 kr.

Prisen dækker undervisning, rejse og logi. Påregn herudover lommepenge til mad og evt. udgifter i forbindelse med enkelte koncerter.

Tilmeldingsfristen er allerede d. 22/9-23. Der er plads til 24 på kurset, og det gennemføres ved min. 6 deltagere. Bemærk den korte tilmeldingsfrist!

Forbehold for ændringer.

Der er lukket for tilmelding. Du er på ventelisten.