Skuespiller. Musik A-niveau, Ordrup Gymnasium årgang 2002-05.

Musikundervisningen krævede, at eleverne arbejdede sammen på en helt anden måde end i de øvrige fag. I dag ser Jens Sætter-Lassen det som noget at det vigtigste, han lærte i gymnasiet.

Foto: Mathilde Schmidt - www.mathildeschmidt.dk

Foto: Mathilde Schmidt

”Egentlig har jeg altid troet, at jeg skulle være musiker, og jeg har altid spillet rigtig meget musik og været virkelig glad for det. Da der så var mange af mine gode venner, der valgte musik som højniveaufag, gjorde jeg også. På den måde var det både, fordi faget interesserede mig, men ligeså meget på grund af det sociale, at jeg endte med musik i tre år. I det hele taget betød det sociale aspekt rigtig meget for mig i gymnasietiden. Det gør det i øvrigt stadigvæk.”

”Noget af det, jeg i mit liv har haft allermest glæde af at have lært, er, at der er mange forskellige måder at kommunikere på. Musiktimerne var en anden form for socialt samvær, hvor vi lærte at arbejde sammen på en anden måde, end når vi f.eks. hjalp hinanden med naturfagsafleveringer. Man er afhængig af hinanden på et helt andet niveau, når man skal spille sammen, og det er en anden måde at kommunikere på, når man i en lille gruppe skal finde ud af, hvem der skal ha’ lov til at spille på hvad og hvor meget.”

”For mig var det supervigtigt, at jeg havde et fag, jeg glædede mig til. Jeg glædede mig altid til musiktimerne, og jeg elskede, når vi forberedte os til årsprøverne og bare spillede og spillede. Selvom jeg egentlig altid både godt har kunnet li’ at gå i skole og også været rimelig god til det, så syntes jeg godt, at otte timer på skolebænken kunne føles som meget lang tid. Og der var det, i hvert fald for mig, ret afgørende, at jeg også havde noget andet end skolebænken som en del af mit skema.”

”I dag spiller jeg mest lidt hygge-guitar en gang i mellem. Jeg elskede musik, men jeg må nok også indrømme, at jeg aldrig blev den helt store øver. Så jeg bruger ikke som sådan musikken professionelt i dag. Til gengæld er næsten alle mine gamle venner, nogle jeg kender fra musikken.  Og det er egentlig ret fedt, fordi vi i dag arbejder med helt forskellige ting, men stadig har musikken som fælles interesse.”

 

”Hvad fik du ud af at have musik i gymnasiet?”

Under dette hovedspørgsmål bringer Gymnasieskolernes Musiklærerforening i de kommende uger en række fortællinger fra danskere, der har haft musik i gymnasiet. Det sker i anledningen af gymnasiereformen samt 75-året for stiftelsen af Gymnasieskolernes Musiklærerforeningen.